Lige nu - uge 44


Gæs og ænder

Vores fjerkræslagter er endelig vendt tilbage med en dato for, hvornår han kan slagte vores ænder og gæs. Det bliver den 8. november, så vi når det inden Mortens Aften. De vil være klar til afhentning fra den 8. november efter kl. 19:00. Giv os lige en besked om, hvornår du vil afhente. Vi lægger dem i fryseren den 8. november så de er klar til dig, når du er parat. Der kan også aftales levering i fx Valby eller en fast dag i Allerød. Den sidste weekend i november er vi i Jylland, så det kan vi såmænd også klare.

Vi har ikke flere gæs til salg. De forsvandt som dug for solen, men der er endnu ænder tilbage at bestille efter ’først til mølle’-princippet. Vi har en fin afsætning, hvilket både kan skyldes, at vi endelig har fået oprettet vores egen hjemmeside, vores tilmelding af hjemmeside via Landkøb, og det faktum at der bare er meget få danske ænder og gæs i år, så alle vores bevingede væsener skal såmænd nok få lov til at ligge fint på julebordene i år rundt om i de danske hjem.
 
 
 
 
 

Får og lam

Den 2. november kører vi de 5 sidste lam til slagteren. Det er endnu muligt at bestille minimum ½ lam. Det var måske en idé med lammeryg nytårsaften? Her er det også efter ’først til mølle’-princippet. Vi har vist omkring 2 hele lam tilbage.

Vi slagter også et par får sammen med lammene. Det er lidt ærgerligt, men noget der hører med til at være fåreavler. Det ene får er vores fine førerfår, som desværre ikke vil kunne opforstre flere lam. Hun var ellers vores favoritfår og lige så god som dagen er lang. Det andet får vil simpelthen ikke opforstre sine lam, så det gør knapt så ondt at skulle af med hende. Hun er mere optaget af sig selv. Vi prøvede sidste år at få lavet nogle spegepølser, og de blev virkelig gode, så det vil vi prøve igen i år. De er magre og smager ikke af uld! Vi fik meget ros for dem og kan fint anbefale dem til fx julefrokosten eller blot i madpakken.

Resten af fårene og gimmerne går ude i græsset, som er fint endnu. De er ved godt huld. Langt hovedparten er blevet ilæmmede af Steff, så han har haft travlt. Der skulle være en god chance for at få gode lam igen til næste år. De går mere og mere herhjemme i læ under halvtaget.
 
 
 
 

Kalve

Kalvene har fået bygget en halmborg, som de roder rundt i. Det bliver spændende at se, hvor længe den holder, for de skal helst stikke hovedet helt ind i halmen og rode rundt. Det var jo ellers meningen ballerne skulle give læ for østenvinden, men ind til videre går det nu fint. De bliver frækkere og frækkere, og førerkalven har ingen respekt for madmor! Men heldigvis er hun ikke bange for ham. Blot skal man ikke vende ryggen til dem mere, men de er nu ikke så kække når det kommer til stykket. Mørket er jo ved at være fremherskende nu, så kalvene er begyndt at glo over hegnet og ind ad vinduerne til naboerne, når de har lyset tændt.

Vi har fået sat en silo og vores valse op i den store lade, så vi får det nemmere med fordringen frem for at skulle køre frem og tilbage til den lille lade. Det bliver en stor lettelse, for fodringen af alle vore dyr tager lang tid, eftersom vi jo holder på vi selv vil blande foderet til dem og ikke servere færdigblandet foder for dem.
 
 
 
 

Marken

Tjaaah – hvad skal man sige…. Vi har ikke fået pløjet endnu, så vores nabo er startet ovre i det ene hjørne. Skal vi ikke bare sige, at det var det?
   

Fritgående dyr - fordi det er naturligt!