|
Dyrevelfærd
For os er dyrevelfærd ikke bare et ord vi bruger, fordi det er smart, og fordi
der er fokus på det i øjeblikket. Dyrevelfærd er det allervigtigste for os. Det
er så meget mere sjovt og hyggeligt at færdes blandt sine dyr, når de har det
godt og trives ude i deres rette element. Vores dyr går ude hele året og har
mulighed for at gå i læ for sol og vind under halvtaget på vores lade, hvor de
ligger på et frisk leje af halm.
Det er vort ønske at kombinere høj dyrevelfærd med høj
kødkvalitet, så vi er hver gang meget spændte på resultatet, for vi tror på, at
de gode, naturlige forhold vil smitte af på kødets smag.
|
Får
Fårene er inde, mens de læmmer, fordi det på det tidspunkt af året er koldt, og
fordi vi nemmere kan holde øje med, at det går, som det skal. Men det er da
sket, at et får, der har været sent ilæmmet, har læmmet ude, og det er også gået
fint. De laver en frygtelig larm, når de kommer ud på markerne.Tyrekalve
Kalvene er inde i stalden, lige når de ankommer til Kærsgård. De skal jo have
deres mælk i begyndelsen og skal helst ikke stresses unødigt. Kalvene er gårdens
mest stille dyr.
Gæs og ænder
Gæs og ænder holdes også inde, indtil de har fået dannet deres fjerdragt, da de
ikke kan tåle vand, så længe de kun har dun. Gæs og ænder vågner med lyset og
kan skam også underholde naboerne med deres højrøstede mæle.
Ud i det fri
Men det er altid en dejlig dag, den dag man lukker sine dyr ud i det fri til det
saftige, friske græs – selv det ældste får bliver som lam igen! Og der bliver
motioneret godt med benspark, løb frem og tilbage i foldene og hoppen op og ned.
De har alle masser af plads at boltre sig på og masser af dejligt græs at gumle
på. Vi tilser dem så mange gange om dagen, det er muligt, og alle er meget
fortrolige med os og kommer gerne hen for at blive kløet enten i ulden eller
mellem hornene.
Alle dyrene har fri adgang til foder og vand. Kalvene samles endda om aftenen
tæt på vores nabo for at kigge ind ad deres vinduer, så de kan følge med i, hvad
der er på tv, så de har også fri adgang til underholdning!
Afslutning på et godt liv
Vi tilstræber, at de kommer fra denne verden på den mest dyrevenlige måde. Vi
ved, hvad vi fodrer vores dyr med og kan stå inde for, at de hele livet igennem
har haft en god opvækst. Vi har intet problem med at sende dem af sted til
slagteren, fordi vi ved, at de har haft et godt liv hos os.
Vi er af den overbevisning, at hvis man skal spise kød, så er det mindste man
kan gøre at sikre sig, at de har det godt, så længe de lever. Det gør jo så
også, at vores kød er dyrere, end det man køber i supermarkedet, og som
efterhånden oftere og oftere er produceret under dårligere forhold i udlandet.
Vi ved, hvad vi har fodret vores dyr med her på Kærsgård, og kødet tilsættes
ingen lyserøde farvestoffer eller andre underlige ting og sager. Det er den rene
vare!
Vi mener, at kødet smager bedre, når dyrene har
levet et godt og naturligt liv med et for dyret naturligt foder. Vi håber, I har
lyst til at smage og ser frem til at høre fra jer.
|