Får og lam

Udskriv PDF

p5261803

Vi har valgt racen Shropshire, fordi den nem at omgås, og fordi den har lette læmninger. Det er et lille, pænt og roligt får, der ikke kræver alt for meget. Slagtekvaliteten er særdeles høj, især når man til stadighed sørger for at fremavle en fåreflok, der ikke har tendens til for meget fedtafsætning. Vi forsøger i samarbejde med shropshireavler Hans Ranvig at mindske fedtsætningen på får og lam.

Shropshire bruges ofte i juletræskulturer, hvor de sørger for at holde rent rundt om træerne uden at beskadige dem. Vi har dem dog for kødets og avlens skyld.

Opvækst

Vores fåreflok går ude året rundt på nær de uger fra primo december, når der ikke er mere græs. I januar begynder læmmesæsonen og så snart, der er grøde i græsset, kommer de ud igen. Mens de går ude, lever de af det gode græs vi har. De har masser af plads at boltre sig på og behøver ingen tilskud af foder, før vi når hen sidst på efteråret, hvor de får vores egen wrap.

Vi har inddelt vores mark i folde, og det er sjovt at se fåreflokken komme løbende, når vi åbner for en ny frisk fold. De er meget fortrolige med os, også når de går ude i marken, og kender på lang afstand en pose fyldt med rugbrød. Vi har fået lavet en god, fleksibel stald til dem, hvor vi adskiller dem alt efter, om det er første gang, de læmmer, eller om de har prøvet det før, og alt efter om de har 1, 2 eller 3 lam. Mens de er på stald i læmningssæsonen får de korn, tilskudsfoder, mineraler og wrap hver dag.

Vi tilser dagligt vores fåreflok, og i læmmesæsonen er vi i stalden flere gange hver dag og om natten for at holde øje med, hvordan de klarer sig. Selvom de har lette læmninger, skal vi alligevel se, hvordan de klarer sig – faktisk kan man ikke vente med at komme ud i stalden.

Når moderfåret har fået sine lam, bliver de sat for sig selv bag nogle grinder i et par dage, så mor og lam kan lære hinanden at kende i fred og ro. Der er meget livligt i stalden, når lammene er kommet til verden. Vi synes selv, at det er den sjoveste periode, hvor nyt liv kommer til verden, og hvor vi efterfølgende holder øje med, hvordan de klarer sig. Der bliver samtalet meget under aftensmaden om, hvem der nu klarer sig godt. Vi har et nært forhold til vores moderfår og Steff, som er vores vædder. Vi låner også ind imellem til væddere for at undgå indavl.

Vi har p.t. en fåreflok over 30 moderfår. Vores avl og foregår i tæt samarbejde med Hans Ranvig (lektor i husdyrhold på LIFE) - og bedre rådgiver får man ikke. Vi er i gode hænder.