Kærsgård får & lam


 
Racen
Vi har valgt racen Shropshire, fordi den nem at omgås, og fordi den har lette læmninger. Det er et lille, pænt og roligt får, der ikke kræver alt for meget. Slagtekvaliteten er særdeles høj, især når man til stadighed sørger for at fremavle en fåreflok, der ikke har tendens til for meget fedtafsætning.


 
Shropshire bruges ofte i juletræskulturer, hvor de sørger for at holde rent rundt om træerne uden at beskadige dem. Vi har dem dog for kødets og avlens skyld.
Opvækst
Vores fåreflok går ude året rundt på nær de uger fra primo marts til primo maj, hvor de læmmer. Mens de går ude, lever de af det gode græs vi har. De har masser af plads at boltre sig på og behøver ingen tilskud af foder, før vi når hen på efteråret, hvor de får vores egen wrap. Vi har inddelt vores mark i folde, og det er sjovt at se fåreflokken komme løbende, når vi åbner for en ny frisk fold. De er meget fortrolige med os, også når de går ude i marken, og kender på lang afstand en pose fyldt med rugbrød.

Vi har fået lavet en god, fleksibel stald til dem, hvor vi adskiller dem alt efter, om det er første gang, de læmmer, eller om de har prøvet det før, og alt efter om de har 1, 2 eller 3 lam. Mens de er på stald i læmningssæsonen får de korn, tilskudsfoder, mineraler og wrap hver dag.


Vi tilser dagligt vores fåreflok, og i læmmesæsonen er vi i stalden flere gange hver dag og om natten for at holde øje med, hvordan de klarer sig. Selvom de har lette læmninger, skal vi alligevel se, hvordan de klarer sig – faktisk kan man ikke vente med at komme ud i stalden, når man kommer hjem fra arbejde.

Når moderfåret har fået sine lam, bliver de sat for sig selv bag nogle grinder i et par dage, så mor og lam kan lære hinanden at kende i fred og ro. Der er meget livligt i stalden, når lammene er kommet til verden. Vi synes selv, at det er den sjoveste periode, hvor nyt liv kommer til verden, og hvor vi efterfølgende holder øje med, hvordan de klarer sig. Der bliver samtalet meget under aftensmaden om, hvem der nu klarer sig godt.

Vi har p.t. en fåreflok på 25 moderfår. Vi har oprindeligt aftaget vores får og gimmere fra Hans Ranvig, og det er også ham, der indtil nu har lånt os vædderne. Fra næste sæson skal vi have vores egen vædder, og mon ikke også det bliver Hans der skaffer os den?


Salg af avlsgimmere
Alle vores får har M3 status og stamtavle, og vi holder vores besætning opdateret i dyre-registreringen. Vi satser på at avle dyr med lav fedtsætning og helst uden for meget uld i hovedet. Vi vil i fremtiden også få scannet vædderen for at kunne vurdere fedt og muskler.

Vi mener, at vi efterhånden med Hans Ranvigs hjælp og oprindelige dyr er klar til at levere avlsdyr til videresalg hos andre. De har en lav fedtsætning, og kødet er i topklasse ved prøvesmagningerne.

Du er velkommen til at kontakte os, hvis du er interesseret i at kigge forbi og se vores får eller få en snak med os.
Salg af uld og skind
Ulden fra Shropshire er velegnet til bl.a. dyner og til andet fyld. Den filtrer ikke og kan derfor maskinvaskes. Skindene er også velegnede, da ulden hurtigt rejser sig igen, efter at man har ligget på den.

Vi har ingen aftagere af ulden, så du er velkommen til at kontakte os, hvis du ønsker ulden fra vores får.
Salg af kød
Vi sælger slagtede lam, og du bestemmer selv, om udskæringerne skal være vacuumpakkede eller leveres, så du selv skærer ud. Vi afsætter minimum ½ slagtet lam ad gangen. Vi får slagtet vores lam hos Stensved Slagtehus, som vi har gode erfaringer med. Vi finder sammen de bedste løsninger. Du vil så få:

• et slag som kan anvendes til enten en lammerullepølse, eller som kan hakkes
• ½ ryg eller ½ ryg udskåret som koteletter
• en kølle
• nakkestykker
• en bovsteg
• ribben

Hvis man ønsker det, kan man også få leveren med. Den smager også godt, hvis den fx rosasteges på grillen.

Lammekød kan anvendes til utroligt mange ting, og det er en skrøne at ordentligt lammekød smager af uld. Hele lammet kan anvendes og ikke kun køllen, som typisk kendes i Karolines version med rosmarin og hvidløg og serveret med flødekartofler. Kun fantasien sætter grænser for, hvad man kan bruge lammekød til. Veltilberedt fårekød smager faktisk også godt – både som gryderet og på grillen! Vi hjælper gerne med inspiration, hvis det er nødvendigt. Vi hører meget gerne din mening, om det kød vi producerer, for vi ønsker til stadighed at blive bedre i vores produktion.
 


Fritgående dyr - fordi det er naturligt!